Amerikansk kapitalfond lægger milliardbud på Nets

Kapitalfonden Hellman and Friedman byder 165 kroner per aktie for Nets.

Virksomheden Nets har været med til at udvikle Betalingsservice, e-boks, NemID og Dankort. (Foto: © søren bidstrup, Scanpix)

Den amerikanske kapitalfond Hellman and Friedman har lagt et købstilbud på den danske udbyder af betalingstjenester Nets.

Tilbuddet lyder på 165 kroner per aktie. Det værdisætter Nets til 33,1 milliard kroner, skriver Ritzau.

Spørgsmålet om salget af Nets har været diskuteret siden sommeren, hvor Hellman & Friedman første gang henvendte sig til Nets.

Bestyrelsesformanden for Nets, Inge Hansen, siger om købstilbuddet:

- Vi mener, at tilbuddet er attraktivt for Nets aktionærer.

I fondsbørsmeddelelsen siger han også, at flere andre har vist interesse for Nets over sommeren, mens han udtaler:

- Vi mener, at Hellman & Friedman er en ansvarlig, vækstorienteret ejer, som vil være i stand til at have et langsigtet strategisk tilgang til udviklingen af Nets til gavn for vores interessenter.

Nets er en virksomhed, der tilbyder og udvikler betalingstjenester som Nemid, Eboks, Betalingsservice og Dankortet.

Virksomheden blev dannet i 2010 ved en fusion af flere virksomheder - blandt andet PBS, der i sin tid var bankernes fælles virksomhed til betalingssystemer.

I 2014 opkøbte kapitalfondene Advent International, Bain Capital og ATP 100 procent af aktierne i Nets.

I den forbindelse solgte Nationalbanken sine aktier i virksomheden for 1,3 milliarder kroner.

For et år siden gik selskabet på børsen.